Det er vigtigt, at vandmålere er opsat korrekt, så der kan udføres reparationer og aflæsninger.. Ændringer meldes straks til vandværket på mail.
Vær opmærksom på, at opsætning af skabe og andre møbler omkring vandmåleren ikke er hensigtsmæssig, da det kan hindre adgangen til vandmåleren.
Vandforbruget i hver enkelt ejendom skal måles og afregnes. Vandværket opsætter derfor vandmålere i alle ejendomme. Vandmåleren kan være placeret umiddelbart lige ved vandledningens indføring i ejendommen - typisk i bryggerset, eller i målerbrønd i skel eller umiddelbart efter skel.
Vandværket ejer vandmålerene og har til enhver tid ret til at udskifte og tjekke vandmåleren.
Det er grundejeren/husejeren der har ansvar for, at jordstophanen er synlig og til at komme til.
For at sikre korrekt afregning af vandforbruget skal målerne enten udskiftes eller stikprøvekontrolleres med jævne mellemrum. Vandværket kan frit vælge, om man vil bruge princippet med udskiftning eller stikprøvekontrol.
Udskiftning af målerne sikrer, at det er forholdsvis nye målere, der afregnes efter. Ved stikprøvekontrol dokumenteres de opsatte måleres nøjagtighed. Er målerne i orden, kan de forblive opsat i en periode i forhold til gældende lovgivning. Dokumentation for målernes nøjagtighed kan kun foretages af et godkendt/akkrediteret laboratorium.
Man kan få efterprøvet sin vandmåler. Hvis den ikke måler rigtigt betaler vandværket omkostningerne ved både prøve og udskiftning. Hvis vandmåleren måler rigtigt, skal forbrugeren selv betale udgiften. Det koster ca. 1000 kr.
Næste planlagte udskiftning er i 2019/2020. Udskiftningen gælder alle forbrugere og bliver til digitale målere.